Det er længe siden, jeg sidst skrev her. Og det er vel egentlig af gode grunde. Siden jeg fik injektionen af binyrebarkhormon, er tingene gledet stille og roligt fremad. Smerterne er stort set væk - en svag irritation findes dog stadigvæk.
Jeg har accepteret min skæbne: det jeg tidligere tog for givet kommer jeg ikke foreløbigt til (jeg er bange for at sige aldrig). Højskolen gav mig en glæde ved triathlon. Løb er udelukket pga. knæet, og svømning er en dyr sport at dyrke. Det må derfor være cykling - og fuck hvor er det fedt! Jeg nyder at sætte mig mål, træne intensivt til det - jeg tilpasser i det store hele mit liv efter min sport. Det er mit liv!
For de interesserede, har jeg smidt en ny blog op som handler udelukkende om mig og min passion for cykling. Du kan følge med her www.boutrup-cykling.blogspot.com
Jeg forventer ikke, at der fremover vil komme flere indlæg fra mig herinde.
Tak for dem som fyldte med :-)
torsdag den 26. april 2012
onsdag den 21. september 2011
En ny start - et nyt mål
Det sitrer inden i mig. Jeg vil ha' mere, nå mere. Jeg vil tilfredsstilles.
Jeg er begyndt på idrætsstudiet på Aarhus Universitet, og fremtiden er derfor lagt: de næste fem år kommer til at indeholder idræt, idræt og endnu mere idræt på den ene eller anden måde. Den større viden om kroppens anatomi og fysiologi, om træningsoptimering, idrætsskader og idrætspsykologi, jeg de næste mange år belæres, vil jeg teste og afprøve på mig selv. Og det starter nu.
Sidste år gennemførte jeg Silkeborg Natursti Maraton. Resultatet var ikke godt nok. Jeg er stadigvæk stolt af, at jeg gennemførte - det er en præstation i sig selv. Men en skuffelse, irritation og bitterhed nager stadigvæk i mig. Det skyldes ikke blot gennemførelsestiden på lidt over 4 timer - som jeg VED jeg kan slå-, men optaktsfasen til løbet var jeg på ingen måder tilfredsstillende for mig. I hele min opvækst har jeg været i besiddelse af en konkurrence og resultatorienteret mentalitet. Jeg er god til at sætte mig høje men realistiske mål. Og jeg er klar til at knokle for det - og jeg vil knokle for det. At gå halvt ind til en konkurrence er mod alle mine principper. Forberedelsesfasen er altafgørende for resultatet. Inflammationen i ligamentet under knæet (ligamentum patella) har nu stået på over et år - smerterne har været på en rutsjetur uden lige. Fra at vågne om natten med alvorlige smerter, til en dagligdag, der næsten ikke var påvirket af smerter, har sat dagsorden for mit liv i de sidste 12 måneder. Det tager psykisk hårdt på mig. Hårdere end jeg selv er klar over. Mine følelser er svære at forklare. Jeg er vred, frustreret, skuffet, irriteret. Jeg føler mig magtesløs og svag.
I morgen skal jeg igen til undersøgelse - et nyt håb er kommet frem i mig. Efter henvendelse fra min egen læge, skal jeg til undersøgelse på den reumatologiske afdeling på Silkeborg Regionshospital med forhåbning om injektion af binyrebarkhormon. Håbet om at et års smertehelved kan være slut, får kroppen til at sitrer og bobler af glæde. Jeg er fyldt med håb, forventninger og begejstring. Jeg ser en ny start komme - og der skal derfor sættes nye mål; mål, som jeg ikke tør sætte endnu. Jeg kan ikke klare flere skuffelser.
Jeg er begyndt på idrætsstudiet på Aarhus Universitet, og fremtiden er derfor lagt: de næste fem år kommer til at indeholder idræt, idræt og endnu mere idræt på den ene eller anden måde. Den større viden om kroppens anatomi og fysiologi, om træningsoptimering, idrætsskader og idrætspsykologi, jeg de næste mange år belæres, vil jeg teste og afprøve på mig selv. Og det starter nu.
Sidste år gennemførte jeg Silkeborg Natursti Maraton. Resultatet var ikke godt nok. Jeg er stadigvæk stolt af, at jeg gennemførte - det er en præstation i sig selv. Men en skuffelse, irritation og bitterhed nager stadigvæk i mig. Det skyldes ikke blot gennemførelsestiden på lidt over 4 timer - som jeg VED jeg kan slå-, men optaktsfasen til løbet var jeg på ingen måder tilfredsstillende for mig. I hele min opvækst har jeg været i besiddelse af en konkurrence og resultatorienteret mentalitet. Jeg er god til at sætte mig høje men realistiske mål. Og jeg er klar til at knokle for det - og jeg vil knokle for det. At gå halvt ind til en konkurrence er mod alle mine principper. Forberedelsesfasen er altafgørende for resultatet. Inflammationen i ligamentet under knæet (ligamentum patella) har nu stået på over et år - smerterne har været på en rutsjetur uden lige. Fra at vågne om natten med alvorlige smerter, til en dagligdag, der næsten ikke var påvirket af smerter, har sat dagsorden for mit liv i de sidste 12 måneder. Det tager psykisk hårdt på mig. Hårdere end jeg selv er klar over. Mine følelser er svære at forklare. Jeg er vred, frustreret, skuffet, irriteret. Jeg føler mig magtesløs og svag.
I morgen skal jeg igen til undersøgelse - et nyt håb er kommet frem i mig. Efter henvendelse fra min egen læge, skal jeg til undersøgelse på den reumatologiske afdeling på Silkeborg Regionshospital med forhåbning om injektion af binyrebarkhormon. Håbet om at et års smertehelved kan være slut, får kroppen til at sitrer og bobler af glæde. Jeg er fyldt med håb, forventninger og begejstring. Jeg ser en ny start komme - og der skal derfor sættes nye mål; mål, som jeg ikke tør sætte endnu. Jeg kan ikke klare flere skuffelser.
fredag den 3. juni 2011
Jeg gennemførte!
Benene er ømme her til morgen - og det er vel forståeligt nok! I går var det d. 2. juni 2011, og jeg løb dermed mit første maraton. Det var et løb med utrolig mange følelser. Maven havde det suverænt, benene fint og kroppen var generelt godt forberedt til de mange kilometer. Dagene - ja, sågar ugerne - op til var ikke perfekte. Træningen havde været på et minimum pga. arbejde, rejser osv.. Tirsdag og onsdag havde stået på overlevelse i naturen, da højskolen fik besøg af en tidligere frømand, som skulle give os en smagsprøve på frømandslivet. Det indebar bl.a. ca. 60 km vandring, watercasting, 13 m hop fra båd i Vejle Fjord, samt max. 3 timers søvn i sovepose under åben himmel. Kroppen var derfor allerede inden løbsstart svagt ødelagt og træt.
Jeg havde derfor stor fokus på døgnet umiddelbart op til.
Aftenen op til løbet havde jeg bestilt pasta til aftensmad.
Jeg stod derefter lidt tidligt op torsdagmorgen. Jeg spiste en kæmpestor portion havregryn med mange rosiner og en masse sukker - bunden var nu lagt. Ca. 2 timer senere - og dermed ca. 3 før løbsstart - spiste jeg en banan, en müslibar og drak en energidrik (X-Ray). Jeg brugte ligeledes meget tid på at drikke masser af vand og forberede mig mentalt. Forberedelsen om morgenen viste sig dog også at give bonus, da de første 20 km gik rigtig godt.
Dette ændrede sig dog hurtigt. Mellem 22 og 27 km ramte jeg den første mindre krise. Benene virkede trætte og det var ikke helt så behageligt længere. Efter jeg fik rundet de 27 km kom der pludselig en optur igen. Jeg bed smerterene i mig, og blev ved med at løbe. Det gav bonus, og de efterfølgende 3 km gik okay. Der var dog stadigvæk langt igen! Efter ca. 32 km. gik ruten væk fra mål-byen Brædstrup - der var et vendepunkt 5 km uden for byen. Den psykologiske effekt af at se de foranløbende deltagere, der allerede havde været ved vendepunktet og havde retning mod mål samt muskeltrætheden i lår og læg, gav mig en voldsom nedtur. Tempoet faldt gevaldigt, smerterne var ulidelige, og uanset om jeg gik eller løb, gjorde det ondt - på dette tidspunkt var jeg ikke langt fra at give op!
Jeg troede aldrig, jeg skulle nok vendepunktet ved 37 km. Da jeg endelig rundede keglen, troede jeg, at jeg ville få et skud energi - den energi kom først en kilometer senere. Ved 38-km-mærket kom en optur - og en voldsom en af slagsene! Jeg sagde til mig selv: "Der er 4 km igen - jo hurtigere du løber, jo hurtigere er det hele overstået! Normalt tager det 20 min. at løbe 4 km, gør du det på 22 min. er det flot!" Og så steg farten voldsomt, og jeg blot 1 time tidligere var jeg sikker på, at jeg havde nået min grænsen, og der ganske enkelt ikke var mere i kroppen - jeg tog dog voldsomt fejl!
Efter 4 timer og 13 minutter passerede jeg målstregen i Brædstrup.
Jeg havde nu gennemført mit første maraton!
Jeg havde derfor stor fokus på døgnet umiddelbart op til.
Aftenen op til løbet havde jeg bestilt pasta til aftensmad.
Jeg stod derefter lidt tidligt op torsdagmorgen. Jeg spiste en kæmpestor portion havregryn med mange rosiner og en masse sukker - bunden var nu lagt. Ca. 2 timer senere - og dermed ca. 3 før løbsstart - spiste jeg en banan, en müslibar og drak en energidrik (X-Ray). Jeg brugte ligeledes meget tid på at drikke masser af vand og forberede mig mentalt. Forberedelsen om morgenen viste sig dog også at give bonus, da de første 20 km gik rigtig godt.
Dette ændrede sig dog hurtigt. Mellem 22 og 27 km ramte jeg den første mindre krise. Benene virkede trætte og det var ikke helt så behageligt længere. Efter jeg fik rundet de 27 km kom der pludselig en optur igen. Jeg bed smerterene i mig, og blev ved med at løbe. Det gav bonus, og de efterfølgende 3 km gik okay. Der var dog stadigvæk langt igen! Efter ca. 32 km. gik ruten væk fra mål-byen Brædstrup - der var et vendepunkt 5 km uden for byen. Den psykologiske effekt af at se de foranløbende deltagere, der allerede havde været ved vendepunktet og havde retning mod mål samt muskeltrætheden i lår og læg, gav mig en voldsom nedtur. Tempoet faldt gevaldigt, smerterne var ulidelige, og uanset om jeg gik eller løb, gjorde det ondt - på dette tidspunkt var jeg ikke langt fra at give op!
Jeg troede aldrig, jeg skulle nok vendepunktet ved 37 km. Da jeg endelig rundede keglen, troede jeg, at jeg ville få et skud energi - den energi kom først en kilometer senere. Ved 38-km-mærket kom en optur - og en voldsom en af slagsene! Jeg sagde til mig selv: "Der er 4 km igen - jo hurtigere du løber, jo hurtigere er det hele overstået! Normalt tager det 20 min. at løbe 4 km, gør du det på 22 min. er det flot!" Og så steg farten voldsomt, og jeg blot 1 time tidligere var jeg sikker på, at jeg havde nået min grænsen, og der ganske enkelt ikke var mere i kroppen - jeg tog dog voldsomt fejl!
Efter 4 timer og 13 minutter passerede jeg målstregen i Brædstrup.
Jeg havde nu gennemført mit første maraton!
torsdag den 12. maj 2011
42 km? Det er sgu langt!
Det længste jeg endnu har løbet er stadigvæk kun det halve af mit mål. For nogle uger siden havde jeg gejlet mig selv op til at løbe ca. 21 km i og omkring Silkeborg. Jeg havde heldigvis fået lidt assistance i form af min kæreste, Sarah, som cyklede ved siden af med lidt vand i en cykelkurv. Da jeg havde rundet de 21 km, og dermed var kommet i mål, der var jeg overraskende træt. Ikke krampe-agtig-træt, men ubehageligt udmattet. Der er desværre rigtig langt op til det dobbelt, 42 km....
Udover dette løb er det desværre ikke blevet til vildt meget løbetræning den sidste uges tid. Min energi er blevet brugt på arbejde for højskolen, dog gennemførte og vandt jeg en triathlon på OL-distancen (1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb) i tiden 2 t. 53 min. sidste onsdag. Det var en superfed oplevelse, som har givet mig en endnu større interesse for netop triathlon.
D. 2. juni nærmer sig med hastige skridt. I går blev det til en rolig løbetur på ca. 9 km, men der skal langt flere kilometer i benene inden den afgørende dato. På søndag drager hele højskolen mod Østrig på en forhåbentlig vanvittig fed adventure tur. Efter hjemkomsten en uge senere, skal jeg ud og runde de 30 km, således jeg mærker hvordan kroppen vil reagere på dette tidspunkt.
Udover dette løb er det desværre ikke blevet til vildt meget løbetræning den sidste uges tid. Min energi er blevet brugt på arbejde for højskolen, dog gennemførte og vandt jeg en triathlon på OL-distancen (1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb) i tiden 2 t. 53 min. sidste onsdag. Det var en superfed oplevelse, som har givet mig en endnu større interesse for netop triathlon.
D. 2. juni nærmer sig med hastige skridt. I går blev det til en rolig løbetur på ca. 9 km, men der skal langt flere kilometer i benene inden den afgørende dato. På søndag drager hele højskolen mod Østrig på en forhåbentlig vanvittig fed adventure tur. Efter hjemkomsten en uge senere, skal jeg ud og runde de 30 km, således jeg mærker hvordan kroppen vil reagere på dette tidspunkt.
torsdag den 24. marts 2011
En altafgørende periode
Smerterne i knæet er stadigvæk ikke forsvundet. Jeg har det sidste måned skruet træningen ned til et minimum - det har da også givet en smule gevinst, men jeg har de sidste par uge ikke oplevet den store fremgang. Med positive øjne kan man da se en fremgang i og med, at der ikke har været nogen egentligt tilbagegang.
Jeg er netop startet på faget "Cykling, maraton og triatlon" på Vejle Idrætshøjskole, som giver mig en god teoretisk basisviden omkring hvordan et træningsprogram skal laves, hvor stor indflydelse kost har, samt muligheden for at træne koncentreret. Jeg har sat mig målet - som jeg tidligere har optalt-, at jeg d. 2. juni skal løbe Silkeborg Natursti Maraton, og jeg vil derfor træne koncentreret med de redskaber, jeg har til rådighed, omkring dette mål.
Mit træningsprogram fra og med nu er så småt strikket sammen. Det bliver forskellig konditionstræning såsom cykling, (styrketræning,) svømning, spinning og løb, der naturligvis får en afgørende hovedrolle. Den kommende periode bliver altafgørende; jeg kan ikke udskyde træningen meget længere, hvis jeg skal nå at blive klar til de 42 km, men samtidig kan knæet sætte en definitiv stopper for hele projektet. Jeg starter i første omgang roligt ud: 5-10 km i et roligt tempo, således knæet kan vende sig en smule til den hårde belastning, løb giver. For at undgå, at knæet - og bentøjet generelt - skal lide en for stor belastning, er det vigtig med varierende træning. En varierende konditionstræning mindsker risikoen for overbelastningsskader betydeligt, men samtidig kan en varierende træning give motivation. Uanset hvilken form for konditionstræning, du vælger, er resultatet det samme: kredsløbet presses.
Jeg er netop startet på faget "Cykling, maraton og triatlon" på Vejle Idrætshøjskole, som giver mig en god teoretisk basisviden omkring hvordan et træningsprogram skal laves, hvor stor indflydelse kost har, samt muligheden for at træne koncentreret. Jeg har sat mig målet - som jeg tidligere har optalt-, at jeg d. 2. juni skal løbe Silkeborg Natursti Maraton, og jeg vil derfor træne koncentreret med de redskaber, jeg har til rådighed, omkring dette mål.
Mit træningsprogram fra og med nu er så småt strikket sammen. Det bliver forskellig konditionstræning såsom cykling, (styrketræning,) svømning, spinning og løb, der naturligvis får en afgørende hovedrolle. Den kommende periode bliver altafgørende; jeg kan ikke udskyde træningen meget længere, hvis jeg skal nå at blive klar til de 42 km, men samtidig kan knæet sætte en definitiv stopper for hele projektet. Jeg starter i første omgang roligt ud: 5-10 km i et roligt tempo, således knæet kan vende sig en smule til den hårde belastning, løb giver. For at undgå, at knæet - og bentøjet generelt - skal lide en for stor belastning, er det vigtig med varierende træning. En varierende konditionstræning mindsker risikoen for overbelastningsskader betydeligt, men samtidig kan en varierende træning give motivation. Uanset hvilken form for konditionstræning, du vælger, er resultatet det samme: kredsløbet presses.
torsdag den 3. februar 2011
Status quo - med pil nedad
Det er snart noget tid siden, at jeg sidst skrev herinde. Dette skyldes hovedsageligt, at der ikke er meget nyt at berette. Det er blevet til en smule konditionstræning (lidt svømning, cykling og spinning), men størstedelen af træningen de sidste 2-3 uger er gået med styrketræning. Mine problemer med mit springerknæ, sætter stadigvæk begrænsninger for hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Hele uge 4 holdt jeg pause fra alt fysisk aktivitet (styrketræning undtaget), hvor jeg i uge 5 var på ski i Italien. Jeg havde frygtet denne skiferie meget, da ski netop ofte er ret belastende for knæene. Jeg mærkede da intet til skaden; den var nærmeste ikke-eksisterende. Dagene umiddelbart efter turen, havde knæet det rigtig godt, og jeg forventede nu jeg kunne deltage lidt igen. Dette var dog kun en kort oplevelse. Smerterne tog alvorligt til i går, og i dag var jeg igen oppe hos fys'en. Jeg må nu igen holde ydeligere14 dages pause suppleret med svag aktivitet og koncentreret "genoptrænings-"styrketræning. Jeg håber virkelig, at jeg snart kan komme ud i skoven, og begynde at få nogle ordenlig kilometer i benene. Indtil videre må den stå på spinning og styrketræning.
Jeg ser da stadigvæk fremad med oprejst pande og håber det hele holder! Jeg faldt for noget tid siden over en brochure med reklame for et natursti-maraton i Silkeborg-området. Løbet løber af stablen d. 2. juni, hvilket passer helt perfekt med mine planer. At det så samtidig har start i min hjemstavn, er blot helt perfekt. Dette løb kunne med meget stor sandsynlighed gå hen og blive mit første maraton.
Jeg ser da stadigvæk fremad med oprejst pande og håber det hele holder! Jeg faldt for noget tid siden over en brochure med reklame for et natursti-maraton i Silkeborg-området. Løbet løber af stablen d. 2. juni, hvilket passer helt perfekt med mine planer. At det så samtidig har start i min hjemstavn, er blot helt perfekt. Dette løb kunne med meget stor sandsynlighed gå hen og blive mit første maraton.
onsdag den 5. januar 2011
Den 1. tur: Kort, men godt!
Nu er jeg i gang! Det blev en kort løbetur på 4,5-5 km i roligt tempo. Vejret tillod dog heller ikke meget mere. Jeg var i hvert fald pakket godt ind; skiundertøj, ekstra krave, vanter og hue - jeg er god til at tage meget tøj på, når jeg skal ud og løbe. Turen handlede jo egentlig også kun om to ting: efter den lange vinterpause (3 uger) trængte jeg til at komme i gang igen, og så kunne jeg samtidig teste mit knæ. Jeg ville se, hvordan det ville reagere på en lille løbetur, uden ret stor intensitet. Heldigvis sagde senen under knæet stort set intet til turen, og det da kun lungerne der var noget utilfredse - formen er tilsyneladende ikke ret god! Der er heldigvis lang tid til sommer, men det gør blot udfordringen endnu mere spændende. Det at jeg endelig er kommet i gang, er en rigtig dejlig fornemmelse.
Abonner på:
Opslag (Atom)