Benene er ømme her til morgen - og det er vel forståeligt nok! I går var det d. 2. juni 2011, og jeg løb dermed mit første maraton. Det var et løb med utrolig mange følelser. Maven havde det suverænt, benene fint og kroppen var generelt godt forberedt til de mange kilometer. Dagene - ja, sågar ugerne - op til var ikke perfekte. Træningen havde været på et minimum pga. arbejde, rejser osv.. Tirsdag og onsdag havde stået på overlevelse i naturen, da højskolen fik besøg af en tidligere frømand, som skulle give os en smagsprøve på frømandslivet. Det indebar bl.a. ca. 60 km vandring, watercasting, 13 m hop fra båd i Vejle Fjord, samt max. 3 timers søvn i sovepose under åben himmel. Kroppen var derfor allerede inden løbsstart svagt ødelagt og træt.
Jeg havde derfor stor fokus på døgnet umiddelbart op til.
Aftenen op til løbet havde jeg bestilt pasta til aftensmad.
Jeg stod derefter lidt tidligt op torsdagmorgen. Jeg spiste en kæmpestor portion havregryn med mange rosiner og en masse sukker - bunden var nu lagt. Ca. 2 timer senere - og dermed ca. 3 før løbsstart - spiste jeg en banan, en müslibar og drak en energidrik (X-Ray). Jeg brugte ligeledes meget tid på at drikke masser af vand og forberede mig mentalt. Forberedelsen om morgenen viste sig dog også at give bonus, da de første 20 km gik rigtig godt.
Dette ændrede sig dog hurtigt. Mellem 22 og 27 km ramte jeg den første mindre krise. Benene virkede trætte og det var ikke helt så behageligt længere. Efter jeg fik rundet de 27 km kom der pludselig en optur igen. Jeg bed smerterene i mig, og blev ved med at løbe. Det gav bonus, og de efterfølgende 3 km gik okay. Der var dog stadigvæk langt igen! Efter ca. 32 km. gik ruten væk fra mål-byen Brædstrup - der var et vendepunkt 5 km uden for byen. Den psykologiske effekt af at se de foranløbende deltagere, der allerede havde været ved vendepunktet og havde retning mod mål samt muskeltrætheden i lår og læg, gav mig en voldsom nedtur. Tempoet faldt gevaldigt, smerterne var ulidelige, og uanset om jeg gik eller løb, gjorde det ondt - på dette tidspunkt var jeg ikke langt fra at give op!
Jeg troede aldrig, jeg skulle nok vendepunktet ved 37 km. Da jeg endelig rundede keglen, troede jeg, at jeg ville få et skud energi - den energi kom først en kilometer senere. Ved 38-km-mærket kom en optur - og en voldsom en af slagsene! Jeg sagde til mig selv: "Der er 4 km igen - jo hurtigere du løber, jo hurtigere er det hele overstået! Normalt tager det 20 min. at løbe 4 km, gør du det på 22 min. er det flot!" Og så steg farten voldsomt, og jeg blot 1 time tidligere var jeg sikker på, at jeg havde nået min grænsen, og der ganske enkelt ikke var mere i kroppen - jeg tog dog voldsomt fejl!
Efter 4 timer og 13 minutter passerede jeg målstregen i Brædstrup.
Jeg havde nu gennemført mit første maraton!
